Kevin din søde, rare, dumme, onde, irriterende, charmerende dreng . Siden vi var helt små, ja, faktisk helt tilbage i dagplejen, har du været en af de der, helt specielle legekammerater. Vi fulgte hinanden op igennem børnehaven. Du var nu noget af en møgunge, men du var altså god nok i længden. I skolen var du også en rigtig lort, for at sige det ligeud. Du pissede lærerne af, du lavede som regel ballade, du fik os andre til at lave ballade. Men alligevel var du en god ven. En herre god legekammerat. Jeg kan huske en af de gange vi var hjemme hos dig. Vi "lånte" nogle penge fra skålen ude i køkkenet til at gå ned og købe slik for, nede ved Spar. Du var den havde den der modelflyver, som jeg var så fascineret af. Den var gul. Men selv efter mange forsøg på at få den til at lette, ville den bare ikke. Mega nederen. Men vi blev ældre. Du skiftede skole. Vi blev dog konfirmeret sammen, og hold kæft, du var noget af det kønneste. Et år senere flyttede jeg ned på den skole hvor du gik, men du var der ikke det første halve år. Jeg ved godt du har været meget igennem mht. det med din familie, stoffer, børnehjem og den slags. Det må have været forfærdeligt. Det er kun lidt under et år siden jeg sidst så dig i klassen. Du virkede så glad for at komme tilbage, men efter en uge, glippede det lidt igen, det med skolen. Du blev væk, og har ikke hørt fra dig siden. Dengang troede jeg jo ikke det var sidste gang jeg havde set dig. Den måde vi havde behandlet dig på i klassen, var ikke i orden. Du var jo blevet den der briantype der bare skulle spille smart. Men det hele var bare en facade. Jeg fik aldrig chancen for at sige undskyld til dig, og det har jeg det ikke så godt med. Nu er det bare helt uvirkeligt at du ikke er her. Kun 16 år.. Shit. Men jeg kan ikke rigtig gøre noget ved det.Kevin, en af mine aller'goeste barndomsvenner, du har en plads i mit hjerte, hvil i fred. ♥
Ingen kommentarer:
Send en kommentar